Rene, matte betongulve i Danmarks højeste hotel

Radisson Blu Scandinavia Hotel i København er med sine 26 etager Danmarks højeste hotel. Og med 542 værelser, fire restauranter, to barer og ikke mindst Casino Copenhagen i bygningen er der masser af mennesker til at slide på gulvene.

Det ses især i stueplan, hvor hotellets egen restaurant befinder sig. Her spiser de mange overnattende gæster morgen, middag og aften – alle ugens dage. Ikke underligt at det har sat sine spor på betongulvene. 

Voks duede ikke
Før All Remove kom ind i billedet, var alle gulvene behandlet med voks. Desværre var det tydeligt, at beskyttelsen ikke var holdbar.

Voksen kunne ikke afvise de mange pletter fra spildt mad, vin, kaffe, sodavand og meget andet, som der naturligvis kommer i en restaurant med mange daglige gæster.

Faceal Matlook imprægnering
All Remove afrensede først vokslaget og foretog en grundig rengøring af gulvet, så det igen fremstod rent og råt.

Derefter behandlede vi de ca. 300 m2 gulv med den matte imprægnering Faceal Matlook, som bl.a. er blevet brugt med stor succes på 19.000 m2 beton i Dokk1 i Århus.

Restauranten har nu et gulv med en flot, mat og pletfri overflade, der nemt kan renholdes. Samtidig er overfladen beskyttet med en usynlig hinde, der blandt andet afskyr de mange forskellige typer pletter, der uden tvivl vil komme flere af i fremtiden.