Københavns Universitet og Bygningsstyrelsen er i gang med at forny hele Søndre Campus på Amager. Byggeriet er i sin tredje fase, der hedder KUA3, og når det er færdigt kommer det bl.a. til at huse Det Humanistiske, Det Juridiske og Det Teologiske Fakultet.

Imellem fakulteterne har landskabsarkitekten, Julie Kierkegaard, tegnet et universitetstorv, der skal være et samlingspunkt for hele byggeriet. Her vil studerende, ansatte og gæster i fremtiden færdes, og man har derfor forudset, at betonfliserne vil blive udsat for lidt af hvert.

Neutraliseret og imprægneret
All Remove har tidligere udført imprægneringsopgaver i de andre faser, KUA1 og KUA2, og i denne afsluttende fase er vi nu gået i gang med at behandle 6000 m2 betonfliser, så de kan stå klar til byggeriets åbning i 2017. 

Først bliver betonen renset med en særlig miljøvenlig affedtning. Forbehandling gør, at stenene bliver renset helt i bund. Derefter bliver stenene neutraliseret med vand, inden de skal imprægneres. Fliserne bliver til sidst behandlet med Faceal Oleo, som gør, at fremtidig snavs og pletter ikke binder sig fast til overfladen.