All Remove udfører vanskelig afrensning for BLOX

Der er sket meget på kajen ved Christians Brygge i København inden for de seneste år. Ved udgangen af 2017 står endnu et byggeri færdigt. Projektet hedder BLOX, og det forventes at komme til at tiltrække flere tusinde mennesker dagligt. 

Nyt kulturelt hjerte
BLOX er på mange måder et exceptionelt byggeri. Arkitektonisk er det bygget op omkring en række blokke, stablet forskudt oven på hinanden og med mange funktioner. I alt kommer arkitekturen til at huse mere end 20 kulturinstitutioner plus boliger, caféer og restaurant.

Også udenfor kommer projektet til at ændre på områdets byliv. En stor åben plads, legepladser og en sti- og gangbro til Christianshavn vil skabe et helt ny rekreativt område i København.

Afrensning af hårdfør grunder
I øjeblikket bygges der på livet løs. Som en del af byggeprocessen kan der opstå småændringer. Derfor skulle en lille del af en betonvæg, der var blevet behandlet med en særlig bitumen-grunder, afrenses for det hårdføre materiale.

Bitumen er et sort-brunt termoplastisk stof, som fremstilles ved raffinering af jordolie. Det er bl.a. en bestanddel i asfalt og tagpap. Som grunder er materialet derfor yderst stærkt og meget vanskeligt at fjerne fra en overflade – og fordi grunderen var påført indendørs, skulle mængden af vand til opgaven derfor også holdes på et minimum.

All Remove brugte en smart kombination af kemi og damp til at afrense de i alt ca. 12 m2 beton. På den måde undgik man at skulle slibe i betonen. Den vanskelige opgave blev dermed løst, og betonoverfladen fremstår nu i sin oprindelige rå form. 

Billeder taget fra blox.dkCredit: OMA & BLOX