Frihavns Tårnet imprægneret indvendigt med guld

”HVADRIKKER MØLR” og ”KLARPIRATSTART” – sådan har der i mange år stået på toppen af to markante industribygninger i Nordhavn. Bygningerne var oprindeligt foderstofssiloer, men nu bliver de omdannet til moderne boligejendomme i det nye ”2150 Nordhavn”.

Højt til loftet
Praksis Arkitekter vandt konkurrencen om at re-designe den ene af de gamle siloer. Målet var at bevare bygningens historiske dimension og synliggøre komponenterne fra den gamle arbejdsplads, fx de rå betonvægge, de originale I-jern og de mange høje søjler.

I alt kommer bygningen til at indeholde 78 lejligheder med minimum tre meter til loftet. I foyeren kommer der til at være patinerede egepaneler og et unikt mønster i gulvet dannet af granit, slebet beton og blå klinker. Tager man en af de to elevatorer til toppen, kommer man til en fælles taghave i 50 meters højde med en fantastisk udsigt over havnen og byen.

Billedskøn guld-imprægnering
Også bygningens to trappeopgange er der blevet kælet for, og det er her, All Remove kommer ind i billedet. De indvendige vægge i opgangene består af fire forskellige typer beton, som arkitekterne både ønskede at beskytte og samle æstetisk. All Removes betonlasur er en unik imprægnering, der netop kunne løse denne udfordring og give overfladerne et ensartet udtryk.

Arbejdet begyndte med en grundig kemisk afrensning af de mere end 1.200 m2 vægflader. Det var en udfordrende opgave, da hele trappen bl.a. skulle dækkes af. Derefter blev der påført en guld-farvet, semi-transparent betonlasur på væggene hele vejen til 13. etage. De rå betonoverflader er dermed stadig synlige, men opgangene har fået et eksklusivt og ensartet udseende – elegant betonæstetik.